Rask og glad - Tak dine mikrober

Professor Oluf Borbye Pedersen tager os med ind i et ufatteligt stort og fascinerende univers af bittesmå organismer, mikrober: nu taler vi ikke længere kun om bakterier i tarmen, men også om farvestrålende vira, svampe, arkæer og bakteriofager som er på vores hud og som fylder alle vores kroppes hulrum fra luftveje, fordøjelseskanal til vagina, og som påvirker vores helbred fra det sekund vi kommer til verden.

Mange mennesker er bange for deres billioner af personlige mikrober der kan gøre os syge og slå os ihjel, men langt de fleste mikrober gavner os tværtimod og har magt til at holde os raske hvis vi forstår hvad de vil med os.

Ny forskning viser hvordan vi med en sund livsstil og et naturligt forhold til mikrober kan berige og forstærke vores uundgåelige mikroorganismer så de optimerer vores immunforsvar, fordøjelse, energi og mentale balance.

Inden for de seneste få år har forskere fået mistanke om at "rod" i vores mikrober og mangel på mikrober kan være medvirkende årsag til udvikling af fx Alzheimer, depression, Parkinsons sygdom, skizofreni, anoreksi, kroniske tarmsygdomme, træthedssyndromer, astma, allergi, overvægt og diabetes.
Nu leder forskerne intensivt efter nye effektive måder at forebygge og behandle disse sygdomme med hjælp fra de magtfulde mikrober.